Isabella, 30 år, blev anbefalet at starte i et forløb hos mig. Da hun kom til sin første behandling, var hun tydeligt nervøs og usikker på, hvad der ville ske. Jeg vil lade hende selv fortælle om sit forløb her.
"Mine fascia-behandlinger (bindevævs-behandlinger) har haft en tydelig og mærkbar effekt på mig. Jeg har haft en hård opvækst, som har resulteret i kompleks PTSD og det har tydeligt sat sig i kroppen – mere end man umiddelbart tror. Først efter mange behandlinger hos Helle blev jeg virkelig klar over, hvor meget traumer kan lagre sig fysisk i kroppen, uden at man nødvendigvis er bevidst om det.
Jeg mærker en stor forskel i, at jeg ikke længere oplever så mange smerter. Selvom jeg stadig har en lang vej at gå, har behandlingsforløbet hjulpet mig til at forstå, hvordan mit system og min krop har været overbelastet gennem årene, hvilket har påvirket mit nervesystem dybt.
En vigtig indsigt, jeg har fået gennem processen, er, at heling tager tid – der findes ikke noget “quick fix”. Min krop har båret på mange forskellige oplevelser i mange år, og derfor er denne proces naturligt langsom. Tålmodighed er afgørende.
Jeg oplever, at jeg i dag kan slappe mere af og har fået mere ro i kroppen. Samtidig er jeg blevet bedre til at mærke mig selv og erkende, hvor ondt jeg egentlig har haft det. I starten reagerede min krop meget voldsomt; jeg oplevede indre rystelser, fordi fasciaen er tæt knyttet til nervesystemet. Denne oplevelse har givet mig en dybere forståelse af, hvor kraftfuld og omfattende behandlingen er og hvordan kroppen kan bearbejde traumer fysisk.
Alt i alt har fascia-behandlingerne givet mig både lindring, større kropsbevidsthed og en følelse af gradvis heling, som jeg ikke tidligere troede var mulig."
En kvinde i 40’erne henvendte sig med vedvarende underlivssmerter, som havde stået på i flere år. Hun havde tidligere været ude for et cykelstyrt, hvor hun pådrog sig alvorlige skader i underlivet. Hun blev efterfølgende opereret, men oplevede fortsat smerter og spændinger i området.
Jeg forklarede hende, at jeg ikke ville berøre intime områder direkte, men i stedet fokusere på at afspænde hendes mave fra navlen og ned mod kønsbenet, samt lysken, hoften og bækkenet. Under anden behandling arbejdede jeg også med hendes lår, da jeg kunne mærke spændinger der.
Efter et behandlingsforløb oplevede hun, at smerterne i underlivet var forsvundet.
En kvinde opsøgte min klinik med diagnosen skoliose. Under behandlingerne bemærkede hun markante reaktioner i kroppen – eksempelvis føltes det som om, jeg trykkede i venstre side, selvom jeg arbejdede med at afspænde højre side.
Når man er i kontakt med sin krop og virkelig kan mærke den, er det helt naturligt at opleve fornemmelser som træk, prikken eller snurren. Det er bindevævet, der reagerer og begynder at give slip.
Allerede efter fem behandlinger var der en tydelig forandring – rygsøjlen fremstod mere opret end før og der skal arbejdes videre på skoliosen.
Behandlingsforløbet er i øjeblikket sat på pause på grund af personlige omstændigheder, men klienten ønsker at genoptage det, så snart det er muligt.
Inden for bindevævsterapi arbejder vi ud fra en forståelse af, at skævheder i rygsøjlen ofte opstår som følge af følelsesmæssige belastninger, der sætter sig i bindevævet – især i barndommen. Følelser som usikkerhed, bekymring, frygt for fremtiden og en oplevelse af manglende støtte kan ifølge denne tilgang påvirke kroppens holdning og skabe ubalancer som skoliose.
En kvinde opsøgte mig med en finger, der hang ned og ikke kunne løftes som de øvrige fingre. Hun havde fået en henvisning til en ortopædkirurg, men ønskede at afprøve bindevævsterapi først.
Ud over problemet med fingeren havde hun også smerter i lænden og knæene. Hendes rygsøjle var skæv, og der var en tydelig bule på oversiden af den ene hånd.
Gennem et længere behandlingsforløb arbejdede jeg med hele kroppen, og vi vendte flere gange tilbage til den påvirkede finger. På et tidspunkt fortalte hun mig, at hun havde valgt at aflyse sin tid hos ortopædkirurgen, fordi behandlingen hos mig havde haft så god effekt.
I dag kan hun løfte fingeren til vandret, bulen på håndryggen er væk, rygsøjlen er rettet op, og som en positiv sideeffekt oplever hun endda forbedret hørelse – selvom dette ikke har været et direkte fokus i behandlingen.
En 30-årig kvinde søgte behandling grundet nedsat bevægelighed i den ene arm. Hun havde i over et år oplevet, at hun ikke kunne løfte armen op over hovedet pga. modstand. Problemet påvirkede både hendes arbejde og daglige funktioner.
Hun påbegyndte et forløb med bindevævsterapi med fokus på at løsne spændinger og restriktioner i bindevævet. Behandlingen blev individuelt tilpasset og givet over flere sessioner.
Efter endt forløb oplevede kvinden fuld genvinding af bevægeligheden i armen og kunne igen løfte den frit.